Glasmuseet Ebeltoft

Få 20 procent rabat med MOLSLINJEN

Oplev glassets magi i det naturskønne Djursland

Opdag en magisk verden af glas med MOLSLINJEN. Vis din færgebillet på Glasmuseet Ebeltoft senest syv dage efter din rejse og få 20 procent rabat på entréen. Gælder op til fem personer.

Glasmuseet Ebeltoft er et levende og aktivt museum for moderne, international glaskunst, skønt beliggende ved Ebeltoft Vig med udsigt til Mols Bjerge. Lyset og de maritime omgivelser danner en smuk baggrund for museets skiftende udstillinger med moderne glas i verdensklasse.

Museet råder over en anerkendt samling af moderne glas fra store dele af verden, som året rundt kan opleves i udvalg. Blandt værkerne, som er permanent installeret, er det svimlende ”kosmiske rum” skabt af den færøske kunstner, Tróndur Patursson. ”Det kosmiske rum” består af malede glasvægge, der holder sammen på det spejlbelagte gulv og loft. At træde ind i rummet er som at svæve frit mellem himmel og jord – en stor oplevelse for store som små.

Arbejdende værksted

I haven ligger Glashytten – museets arbejdende værksted. Her kan man i sommerhalvåret komme helt tæt på og se den varme glasmasse bearbejdes til brugsglas og unika.

I skoleferierne er der aktiviteter for hele familien, og mulighed for selv at prøve kræfter med eksempelvis sandstøbning og fusing.

I kan også gå på opdagelse blandt glasøjne og glødepærer i museets Glasunivers, hvor I blandt andet kan prøve Den digitale glaspuster. I butikken finder I glasdesign og unika af høj kaliber, og mens gaverne pakkes ind byder Glascaféen på lækre tapas og andet godt.