Molslinjen udvider samarbejde med Vikingbus
Fra 1. juni 2026 vil det være Vikingbus, som kører Molslinjens busselskab, Kombardo Expressen. Dermed udvider Molslinjen samarbejdet med Vikingbus, som i dag også kører Kombardo Expressens ruter til og fra Bornholm og Sverige.
Molslinjen og Vikingbus har netop indgået en aftale, som fra 1. juni 2026 betyder, at Kombardo Expressens busser mellem Jylland og Sjælland over hurtigfærgerne på Kattegat skal køres af Vikingbus.
”Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Vikingbus om Kombardo Expressens drift på den travle rute til Bornholm, så det lå lige for at udvide samarbejdet med dem”, siger Molslinjens CEO, Kristian Durhuus.
Det betyder samtidig, at samarbejdet mellem Molslinjen og Herning Turist stopper til sommer. Herning Turist har været med siden Kombardo Expressens fødsel i sommeren 2017.
Hos Vikingbus glæder de sig til turene over Kattegat:
”Kombardo Expressen er på mange måder stadig en ung forretning med en stærk kombination af bus og færge, og vi glæder os til at være med til at udvikle på ruten og give de rejsende nogle gode og komfortable ture over Kattegat”, siger driftsdirektør i Vikingbus, Lars Larsen.
Også Kombardo Expressens ruter fra København til svenske Gøteborg køres af Vikingbus.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk