Elbiler vælger færgen og giver ny vækst hos Molslinjen

Aldrig før har Molslinjen haft flere biler med mellem Jylland og Sjælland end første halvår af 2025. Og det er særligt de eldrevne biler, som er med til at trække ny vækst på hurtigfærgeruten over Kattegat.

Molslinjens hurtigfærger har haft et travlt første halvår af 2025. Aldrig før har rederiet præsteret et halvår med så mange biler på vogndækket. Det viser en opgørelse over trafikken de første seks måneder af i år.

645.859 biler fandt deres plads på vogndækket af hurtigfærgerne de første seks måneder af i år. Det er godt 5000 biler flere end det tidligere rekord-halvår i 2022, hvor 640.333 biler tog turen over Kattegat.

Og analysen viser også, at det er en særlig slags biler, som er med til at trække væksten:

”Vi kan se, at andelen af elbiler på færgerne er stærkt stigende. Turen med færgen fjerner tydeligvis den velkendte rækkeviddeangst hos elbilsejerne”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Lucas Kragh.

I juli 2025 er der i Danmark indregistreret 436.279 elbiler, svarende til cirka 15 procent af de danske personbiler.

Bare i juni 2025 var andelen af elbiler på færgerne hele 27,7 procent. En kraftig vækst sammenlignet med juni sidste år, hvor andelen af elbiler var 17,2 procent. Molslinjens andel af elbiler er helt generelt stegt med 10,5 procentpoint det seneste år.

”Det betyder, at elbilsejere kan se det smarte i at spare på de kørte kilometer samt spare tid ved ikke at skulle lade undervejs i en presset hverdag”, siger Lucas Kragh.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk