Så gik Molslinjens færgekabale op
Molslinjens nyeste elfærger er nu på plads i deres rigtige omgivelser, efter færgen Tyrfing til eftermiddag sejlede fra Ballen på sin første tur til Kalundborg for Samsølinjen. Det gav samtidig færgen Nerthus muligheden for i aftes at sejle til Alslinjen, som den er bygget til og gøre klar til første tur i morges.
Det har været et langt tilløb. Men her til eftermiddag gik Molslinjens færgekabale op, da de to nyeste elfærger, Tyrfing og Nerthus kunne tage passagerer med på de ruter, som de er bygget til. Tyrfing til Samsølinjen mellem Ballen og Kalundborg og Nerthus til Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav.
Tyrfing, som den seneste tid er blevet klargjort på værft i Svendborg, blev synet og godkendt af myndighederne i vandet ud for Kalundborg i går eftermiddag, og skibet kunne derefter sejle til Ballen og gøre klar til sin første tur fra Ballen klokken 13.30 i eftermiddag.
Nerthus skulle her til morgen synes ved sin nye hjemhavn i Fynshav, inden den klokken 08.00 kunne tage passagerer med første gang på sin egen rute.
Begge færger er bygget i Tyrkiet, og de har været ganske forsinkede i forhold til de oprindelige planer, som ikke indeholdt jordskælv, en værftsboble i Tyrkiet og en tumultarisk tyrkisk økonomi.
”Det koster lærepenge at være frontløbere i den grønne omstilling. Vores fokus på elektrificering gør, at vi skal bygge andre færger, end vi har været vant til. Så det er dejligt endeligt at se begge færger på plads”, siger Molslinjens CEO, Kristian Durhuus.
For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk