Nyt havnedesign udfordrer færger

Det nye design af Rønne Havn udfordrer de konventionelle færger. Det viser de simuleringer, som Bornholmslinjen har foretaget sammen med Rønne Havn og Niras. Simuleringerne viser, at Hammershus ved bestemte vindretninger ikke længere sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan sejle ind og ud af havnen i op til 23 sekundmeter vind – i stedet bør grænsen være 18 sekundmeter, anbefaler rapporten.

I februar 2025 udsendte Bornholmslinjen og Rønne Havn en fælles pressemeddelelse. Efter en længere debat om det nye design af Rønne havn ville parterne i fællesskab foretage simuleringer af ind- og udsejlingsforholdene i havnen med rederiets skibe i vejrforhold, som ikke tidligere havde været simuleret. De simuleringer er nu gennemført, og en rapport er udarbejdet af uvildige eksperter (FORCE Technology).

”Og rapporten viser desværre, at det nye havnedesign ved bestemte vindretninger kommer til at udfordre de konventionelle færger så meget, at det ikke længere vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at benytte Hammershus og Povl Anker i vindstyrker kraftigere end 18 meter i sekundet”, siger Molslinjens CEO, Kristian Durhuus.

Det kan i værste fald betyde dage hen over et år, hvor Bornholm vil være helt uden færgebetjening.

”Vi vil intet andet end at opfylde vores forpligtelser som øens livline og sejle hver eneste dag, og vi vil lede efter løsninger. Men vi har ikke og har ikke haft indflydelse på havnens design og på de konsekvenser, det kan få for færgebetjeningen”, fastslår Kristian Durhuus.

Det er ved vindstyrker over 18 meter i sekundet i middelvinden med vind fra vest og nordvest, at sikkerhedsgrænsen for de konventionelle færger flytter sig. Rapporten fra FORCE Technology viser også, at hurtigfærgerne stadig kan operere med grænsen på 16 meter i sekundet – dog med mindre sikkerhedsmargin end tidligere.

”Det kommer til at stille højere krav til vores kaptajners kompetencer, da der ikke i samme grad er plads til justeringer eller fejl i forbindelse med besejlingen af det nye havnelayout”, konstaterer Kristian Durhuus.

Rapporten og dens konklusioner er delt med Rønne Havn og med Transportministeriet.

For yderligere information kontakt venligst Molslinjens PR & Communications Manager, Jesper Maack på 20 19 62 15 eller mail jma@molslinjen.dk